Når START! festivalen slår dørene op til ottende udgave
af Danmarks største festival for ny dansk musik, bliver det med
festivalens hidtil største setup. START! festivalen vil i år have 8
scener og kan præsentere mere end 140 koncerter i festivalperioden
10.-12. Juni 2010 i Kødbyen på Vesterbro i København.
2010-udgaven af START! festivalen er klar til start, og det
bliver med arrangøren Foreningen Vesterbro Festivals til dato
største festivalsatsning. START! festivalen udvider antallet af
scener fra 6 til 8 og åbner for en lang række nye aktiviteter
på festivalen.
Det er ottende gang, at der afholdes START! festival. Festivalen
startede som en kulturpolitisk happening for at gøre opmærksom på
manglende øvelokaler i København. Siden hen er festivalen gradvist
vokset.
- Det har aldrig været et mål i sig selv, at START! festivalen
skulle være stor bare for at være stor. Det var ikke engang
meningen, at det skulle udvikle sig til at være en fast
tilbagevendende festival. Tingene er ligesom kommet af sig selv i
takt med at flere og flere bands har villet spille på festivalen og
at flere og flere publikummer er strømmet til, fortæller Jesper Ø.
Jensen, festivalleder for START! festivalen
START! festivals formål er at præsentere nye danske bands og ny
dansk musik. Festivalen blev stiftet af vesterbromusikere og havde
de første par år et startbeløb på nul kroner. Festivalen var
dengang et musikalsk sammenskudsgilde, og denne ånd lever stadig på
festivalen på trods af, at den både har haft vokseværk og skiftet
ølkassescenerne ud med rigtige scener.
- Vi er ofte blevet spurgt om, hvordan det kan lade sig gøre at
lave en festival, der er baseret på musik, som er ukendt for de
fleste. Det er vores oplevelse, at START! festivalen appellerer til
de musikalske first movers, og at START! festivalen har
sin egen niche i festivallandskabet, forklarer Jesper Ø. Jensen
Det særlige ved START! festivalen er, at hvert festivalår er en
ny begyndelse. START! festivalen begynder forfra hvert år, og det
er musikerne selv og de mange frivillige, der bestemmer indholdet
af hver festival, og det er i høj grad den største faktor for
festivalens dynamik.
Dette års festival vil ud over musikken byde på udstillinger og
kulturelle happenings. 12 kunstnere vil udstille på dette års
festival, og festivalpladsen vil blive udsmykket med interaktive
installationer, som festivalgæsterne kan interagere med.
Ud over at være en musikfestival er START! festivalen glad
for, at andre kunstnere inden for det kulturelle vækstlag kan bruge
festivalen. For START! festivalen viser det, at det kulturelle
vækstlag på tværs af kunstarter kan bruge og lade inspirere af
hinanden.
START! festivalen går endvidere i luften med eget web-TV, der
vil sende live fra festivalen med koncerter, interviews og
stemningsrapporter fra festivalen. START! TV vil have
premiere samtidig med, at festivalen åbner og START! TV kan opleves
live på www.starttv.dk og på
opsatte skærme på festivalpladsen.
START! festivalen åbner dørene torsdag den 10. Juni 2010, kl.
17.00 og slutter søndag nat 13. Juni 2010, kl. 0400. Entré: Armbånd
for alle tre dage koster 300 kr. Dagsarmbånd koster 150 kr.