Festivalens historie

afVesterbro FestivalD.  07.01.2013

10.-11. maj 2013 afholdes Vesterbro Festival for 11. gang. Hvad der startede som en protest mod manglende øvelokaler og rammer for den rytmiske musik er i dag en festival for ny dansk musik. Her kan du læse om Vesterbro START! festivals historie.

Den tredje weekend i juni 2003 - 18. juni helt præcist - blev den første Vesterbro Festival skudt igang som en endagsfestival på Onkel Dannys Plads i Den Brune Kødby på Vesterbro i København.

Den første festival i 2003 havde tre scener. På programmet var 25 bands: Rasmus Nøhr, Johnny Deluxe, The Palermo Surf Experience, Rebus, Justin Time, Drei Mal Dirtl, Sinai, Aim, My Beloved, Efterklang, The Blue Van, Fuzz Kold Medina, Encore Un Moment Monsieur le Bourreau, Soul Jazz, DJ Jett, DJ Doctor D, Fritidsbandet, Morten Frank Band, The Kites, Spastic Momma, JohnJam, Tasty Bob, Elephant Poetry, DJ Loud Sky og Midnight Blues.

Den første Vesterbro Festival var en protest for at gøre opmærksom på manglen på ordentlige øvelokaler og rammer for musikken.

Forud for den første festival var en gruppe musikere og musikinteresserede mødtes for at diskutere, hvad man kunne gøre for at gøre opmærksom på manglen på øvelokaler.

Du kan se gamle festival-programmer her.

Til kamp for musikken

- Der var nogen, der foreslog, at vi skulle lave en demonstration på Rådhuspladsen. Andre foreslog, at vi skulle lave læserbreve i aviserne og lave løbeseddeler. Der var også nogen, der foreslog, at vi skulle besætte Københavns Rådhus og omdanne det til øvelokaler for en dag, fortæller Jesper Ø. Jensen, der er festivalchef for Vesterbro Festival.

I 2003 var to af Danmarks ældste øvelokaleforeninger truet af lukning pga., at private udlejere ønskede at fordoble huslejen i øveforeningernes lokaler, - det daværende Øret på Nørrebro og Fairplay på Christianhavn Det betød, at det var blevet endnu sværere at få et øvelokale.

Priserne for et fugtigt kælderlokale på det private øvelokalemarked lå ligesom idag på mellem 2.500 og 6.000 kr. pr. måned for et lokale på 20 kvadratmeter, som bandene skulle dele med andre bands.

Det var ligesom idag en håbløs situation, som man ønskede at gøre noget ved.

- I drømmer ikke om, hvad der findes af skodlokaler i København, som udlejes af private og til uhyrlige lejebeløb. I stedet for at demonstrere, uddele løbeseddeler og skrive læserbreve, besluttede vi at bruge musikken til at få gjort opmærksomme på vores budskab. Musik kan få folk til at stoppe op og lytte, og musik er noget positivt. Idéen med den første Vesterbro START! festival var at bruge festivalen som positiv ramme for at kæmpe for bedre forhold for musikken, fortsætter Jesper Ø. Jensen

Der blev lyttet til protesten

Den første festival var en stor publikumsmæssig succes, og der kom en god dialog med politikerne på Københavns Rådhus. Dialogen førte til etablering af øvelokaler rundtom i København i Kødbyen på Vesterbro, i bunkersanlæg i Fælledparken på Østerbro og Refshaleøen.

Det var politikerne Mona Heiberg fra Socialdemokratiet, Leslie Arentoft fra Venstre, Jens Kjær fra Enhedslisten og Bjarne Fey fra SF, der var bannerførere for etablering af øvelokaler for den rytmiske musik.

Festivalforening og navneskifte

I 2004 og frem til 2007 voksede Vesterbro Festival kraftigt i antallet af gæster, og deltagende bands. Samtidigt voksede antallet af ansøgerbands, der ønskede at spille på festivalen.

I 2005 blev festivalen udvidet til at være en todages festival. I 2007 havde festivalen vokset sig til en størrelse, hvor det blev besluttet at danne en selvstændig festivalforening.

Du kan se billeder fra tidligere festivaler her.

Vesterbro Festival hed fra 2003 til og med festivalåret 2007 Vesterbro Festival. Foreningen, der blev dannet som arrangør af festivalen, kom til at hedde Foreningen Vesterbro Festival.

Samtidig med, at festivalen voksede og fik flere frivillige og flere ansøgerbands, blev det diskuteret, om festivalens navn "Vesterbro Festival" skulle ændres. Mange bands var i tvivl om, om festivalen kun var for bands fra Vesterbro, og mange festivalgæster og frivillige var i tvivl om, hvorvidt festivalen var en bydelsfest for vesterbroere.

Der var ønske om, at festivalen med sit navn skulle signalere det, som festivalen handlede om, - nemlig undergrunden, vækstlaget og den nye danske musik.

Der blev lyttet til kritikken, og i 2008 skiftede festivalen navn fra Vesterbro Festival til START! festivalen.

Med navnet START! ønskede man at signalere, at det er på denne festivalen, at nye bands og ukendte bands starter.

Navnet Vesterbro Festival er dog langt fra lagt på hylden. Arrangørforeningen for START! festivalen hedder fortsat Foreningen Vesterbro Festival.

- Vi hænger os ikke så meget i, om folk kalder os START! eller Vesterbro Festival, så længe at de ved, hvad festivalen handler om, nemlig at vise den nye danske musik frem og lave en festival med fokus på den nye danske musik, siger festivalchef Jesper Ø. Jensen

Foreningen Vesterbro Festival er en almennyttig forening, der er baseret på frivilligt arbejde. Mere end 500 frivillige er hvert år med til at udvikle, planlægge og afvikle festivalen.

Hvert år er en ny start

- For Vesterbro Festival er hvert festivalår en ny start. Vi starter forfra hvert år fra scratch. Vi er lidt humblebien, der ikke burde kunne flyve, men som gør det alligevel, og det er takket være hundredevis af fantastiske frivillige, der giver saft og kraft til festivalen, en stor interesse fra mange bands fra hele landet og en kæmpe opbakning fra mange samarbejdspartnere, fortæller Jesper Ø. Jensen

Vesterbro Festival har i de sidste 3 år haft mere end 1.200 ansøgerbands hvert år. Det har gjort, at Vesterbro Festival hvert år har kunnet præsentere mere end 100 koncerter.

For mange bands er Vesterbro Festival også en ny start. Flere bands er blevet opdaget på Vesterbro Festival af pladeselskaber, bookere og management.

Næste Vesterbro Festival finder sted i perioden 18.- 19. maj 2013.

 

 

 

 

Sponsorer: